Leg og Drama

af Ole Lindboe,
Redaktør af Magasinet Kunst. Forfatter til en lang række kunstbøger. Redaktør af 'Kunst i jet' på TV-kanalen DK4

Det fabulerende element i maleriet har en lang tradition. Akkurat som fortællingen har det i vores kultur. Når vi fortæller, genskaber vi verden. Når vi fortæller og fabulerer, digter vi vores egen personlighed og vore egne erfaringer ind i de grundfortællinger, vi præsenterer. Og dog - hvis vores fantasi løber blot en smule løbsk - skaber vi altid noget nyt og overraskende, som tilskuerne kan glæde sig over.

Sådan er det i høj grad med maleren Annette Falk Lund. Man møder hendes billeder med undren og glæde - og en vis form for genkendelse. Og tager dem straks i besiddelse.

Hun leger med kendte figurer og elementer på sin helt egen finurlige måde. Og hun går robust og sanseligt til værks. For hende er maleriet netop stoflighed – udover motivets råstyrke.

Man har på fornemmelsen, at hendes malerier nærmest er æltet frem eller gnedet frem af farverne og formernes dyb. Formentlig er det hendes særlige måde at skabe fortrolighed og koncentration omkring sit værk på. Og set med beskuerens øjne skaber dette tydeligvis nok en særlig form for autencitet.

Hendes billeder er netop frit fabulerende. Hendes figurer danser så at sige rundt i billedfladen, livsstærke og frimodige. Indimellem ligner hendes menneskelige figurer en slags væsener, selv om det ret beset er følelser sat på form. Det ekspressive element er i hvert fald klart til stede i hendes malerier.

Annette Falk Lund har tegnet siden hun var barn, og hun stoppede heldigvis aldrig. En periode gik hun til tegneundervisning på Glyptoteket og lærte her de grundlæggende regler for tegningens koreografi. Det har hun i de senere år omsat til malerier, hvor det dramatiske spiller en stor og afgørende rolle.

Derfor er der en vis form for følelsesmæssig voldsomhed over hendes billeder. Her listes ikke forsigtigt frem. Kunstneren viser sit temperament for fuld udblæsning. Og det er befriende at følge i hendes fodspor og lægge øje til de mange forskellige slags historier, hun kan fortælle.

Nogen vil finde en vis form for barnligt univers og gestik i hendes billedeverden, en slags naivisme. Det er ganske vist. Det er rigtigt set. Men det er ikke udspekuleret eller villet. Det er såmænd bare kunstneren uskrømtede lyst til at fabulere, som slår så stærkt igennem. Og som netop er en del af hendes kvalitet som billedkunstner.

Vi er med andre ord i godt selskab med hendes billede. Vi kan helt roligt sætte os ned og lade os overrumple af hendes mange beretninger. Og dog: Helt roligt er det jo ikke. Snarere animeret, livligt, glædeligt og berusende.

Leg og drama går op i en højere enhed.