Livsbekræftende malerier

af Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen

Annette Falk Lund henter sin inspiration dybt nede fra fantasiens underskov. Hendes motiver vækker genklang i os, også selv vi ikke umiddelbart kan komme med en håndfest fortolkning.

Det er først og fremmest eventyret, vi ser. Alle fortællingerne om kærlighed, magiske besværgelser, onde stedmødre, morderiske onkler, ædle riddere, drager og fortryllede spejle. Alle de urgamle historier, som H.C. Andersen, Brødrene Grimm og mange andre har gendigtet. Historier, som selv i vores højteknologiske tidsalder stadig sidder gemt i vores erindring og som kommer frem i drømmene eller når vores hårdt prøvede bevidsthed slapper af og for et øjeblik lader barndommens fantasiunivers blive lyslevende for os.

På den måde kan man godt tale om det befriende ved at betragte Annette Falk Lunds malerier. Hjernen kan slås fra og gå på opdagelse i det myldrende virvar af personer, farver og former, vævet sammen som en stor sprudlende og frodig fortælling. Efter denne instinktive nydelse træder vores hjerne til igen og prøve at danne en sammenhængende historie ud af kaoset. Det øjebliks irritation, vi oplever, når vi indser, at en sådan entydig fortolkning ikke kan gives, opvæves dog næsten øjeblikkelig af den barnlige fryd, vi føler ved at betragte billederne og vi må erkende, at her er tale om en dybere forståelse fra vores side. En forståelse, som er primitiv og førsproglig, bekræftende den tese, at kunsten oprindelig er magisk og besværgende.

Annette Falk Lunds kunst har med andre ord rødder i de samme kilder, som de tyske ekspressionister, surrealisterne og senere Cobra- kunstnerne dyrkede: børnetegningerne, drømmene og de magiske objekter fra det, man engang kaldte primitive kulturer. Det er dog ikke surrealisternes eller Asger Jorns meget maskuline frembringelser, Falk Lund er mest påvirket af. Det er snarere kunstnere som Marc Chagall, Gabriele Münter eller den unge figurative Kandinsky, hun har noget til fælles med. Kunstnere, som på en mere blid, poetisk og drømmende måde har skabt værker, der er dybt inspirerede af folkeeventyr og romansk kirkekunst foruden helt private forhold.

Annette Falk Lunds arbejdsmetode fortæller en hel del om hendes tilgang til kunsten. Udgangspunktet kan være et ønske om at arbejde med nogle bestemte farver, f.eks. rød, gul og grøn eller et behov for at bruge bestemte motiver, ofte hentet fra den umiddelbare hverdag eller fra erindringens dyb. Hurtigt viser der sig en grundkomposition med to eller tre dominerende figurer, som der så arbejdes videre på i en blandning af helt spontane impulser og så det indgroede kendskab til komposition og farvelære, hun kan til fingerspidserne. Det svære bliver nu at kombinere spontanitetens friskhed med behovet for kompositionel klarhed og hun må ofte gennem mange overmalinger før resultatet føles rigtigt. For at understrege den sanselige og skabende tilgang til maleriet, bruger Annette Falk Lund hyppigt et meget groft lærred, der giver komposition et rustikt og stofligt præg.

Når målet er nået, har vi beskuere til gengæld også mulighed for at dykke ned i nogle aldeles livsbekræftende fortællinger, fulde af subtil humor og boblende livsappetit.